Det fortælles, at for omkring fjorten hundrede år siden dorg grundlæggeren af zenbuddhismen Daruma (Bodhidharma) fra Indien for at udbrede sin tro. Rejsen varede adskillige år, og det siger selv, at han må have været i besiddelse af en enorm styrke og selvopholdelsesdrift, når man betænker den lange vej fra Indien til Shao-Lin Templet (Shorin-ji) i Hunan provinsen i Kina, hvorhen slog sig ned for at udbrede læren om zen. Daruma fandt imidlertid, at munkene i templet var i alt for dårlig fysisk form til at modtage hans budskab. Det var altså allerede dengang en opfattelse, at man bedre er i stand til at udvikle sig intellektuelt, hvis kroppen fungerer som den skal. Han udviklede derfor et øvelsesprogram, hvori han lagde mange bevægelsesmønstre fra de vilde dyr, et program, der viste sig så godt at munkene snart blev bragt i bedre form, og samtidig, som en sekundær ting udviklede sig til dygtige kæmpere. Og det siges, at disse munke fra Shao-lin templet blev kendt over hele Kina for deres mod og styrke. Denne træningsmetode blev nu spredt ud over store dele af Kina og blev opkaldt efter sit oprindelsessted Shorin-ji kempo. Det er så langt tilbage vi skal for at finde oprindelsen til det, der efter mange år nåede Ryukyuøerne, og udvikledes på Okinawa til den karate, vi kender i dag. En udvikling der efter sigende fremmedes, efter at det blev indbyggerne forbudt at bære eller eje våben efter et dekret af Satsuma klanen fra Japan, der herskede på øerne for omkring tre hundrede år siden.

Dengang hærgede og røvere ransmænd, som de har gjort til alle tider, og for at modstå disse udvikledes og perfektioneredes karate til et uovertruffet selvforsvarssystem uden våben. Historiske fakta om udviklingen af kampkunsten KARATE begynder med SAKUGAWA på Okinawa, der levede i shuri fra 1733 til 1815 og underviste i to-de, som han havde stiftet bekendtskab med i Kina. To eller KARA er det japanske kaldenavn for Kina og DE betyder hånd, hænder (i forbindelse med kampkunst). På nogenlunde samme tid ankom en kinesisk kampo-ekspert til Okinawa ammen med nogle af sine elever for at undervise i sin forme for kempo (te).

Hans navn var KU SHANKU og han siges ligeledes at være en af ophavsmændene til vore dages karate. Således er det også forståeligt, at man indtil i trediverne i vort århundrede skrev KARA-TE med følgende skrifttegn.
Det første tegn læses som KARA betyder Kina, mere præcist Tang-Dynastiet (628-907), således at betydningen af dette skrifttegn står for kunsten fra Kina. I Naha, der mest var beboet af handelsdrivende og tilflyttede sydkinesere udvikledes det kinesiske syd-te, mens i Shuri, der var hjemsted for blandt andet kejserregeringens kontaktpersoner, diplomater og højt rangerende krigere fra Peking udvikledes nord - te. Kampformerne to-de (senere: kara-te), eller bare kort benævnt som te blev altså udviklet På Okinawa med de tre byer Shuri, Tomari og Naha som centre. Afhængigt af i hvilket område den pågældende kampform blev dyrket, kalde man dem også Naha-te, Shuri-te, og Tomari-te. Henimod slutningen af det 19.århundrede ændreds navne på stilarterne igen. Kampformerne fra områderne Shuri og Tomari blev sammenfattet med navnet Shorin-ryu, mens man betegnede den i Naha praktiserede form for Shorei-ryu.

Shorin-ryu indeholdt flere let forskellige stilarter, mens Shorei-ryu (Naha-te) deles i to stile - Gojo-ryu (der også fandt vej til Japan) og Ueschi-ryu. At stilarterne således fik navne eller benævnelser, der fortalte noget om, hvad de stod for, har sandsynligvis været meget medvirkende til den hastige systematisk udvikling, der fandt sted i tiden omkring århundredeskiftet. En systematisering, der fortrinsvis foregik under ledelse af Yasutsune Itosu og Yasutsune Asato, der begge var blevet undervist af Sokon Matsumura (1809 - 1898). Det var Itosu, der i årene omkring 1905, sammenstillede en moderne karate med henblik på legemsopdragelse (og til at begynde med ikke de dødbringende, ofte hemmelige og usystematiske kampformer). Til det formål udviklede han andet Pinen- (sener Heian kata).